“Gid min chef var høvding – sådan får vi de ledere, vi fortjener” skal nok blive en bestseller. Den har alle de rigtige ingredienser, for at en ledelsesbog bliver købt af mange mennesker. Tillykke til de to forfattere Christian Groes og Dennis Nørmark, som har skrevet bogen. De er begge antropologer, og de har flere bøger på samvittigheden. Næsten altid meget læseværdigt.
Deres seneste bog har blik for den skarpe og interessante vinkel, og det betyder, at læseren aldrig får lov til at kede sig undervejs. På trods af det er der også svage sider. Det er en bog, som primært henvender sig til medarbejderen, og det er en afgørende svaghed.
En leder – og ikke mindst en topchef – er ikke kun leder for medarbejderne. Det er en af de mange interessenter. Der er mange andre, som også skal have en del af lederens tid. Det savner jeg mere om.
Jeg modtager bogen samme uge, som Niels Duedahl er blevet udnævnt til ny topchef for slagterigiganten Danish Crown. Det er et emne, som har optaget medierne og ikke mindst kommentatorerne. Hvad er den vigtigste opgave for den nye topchef? Er det medarbejderne, eller er det andelshaverne? Man kan få et fingerpeg ved at læse den nye slagteridirektørs opslag på Linkedin:
“Det er afgørende, at vi lykkes med at sikre vores ejere en konkurrencedygtig afregning og lever op til forbrugernes og samfundets forventninger. Fundamentet for det hele er, at vi lykkes med at skabe en arbejdsplads og en kultur, hvor de dygtigste talenter har lyst til at arbejde”.
Og medarbejderne er fundamentet for det hele. Og det handler “Gid min chef var høvding” om.
Det er en meget velskrevet bog, og der er lidt mere end 200 sider. Der er derfor ikke nogen undskyldning for ikke at læse bogen. Der er alt for meget dårlig ledelse, og det er bare som om, at man ikke kan slippe af med den dårlige ledelse. Den bliver ved med at være der. Uanset hvor mange ledelsesbøger, kurser og uddannelser etc., der bliver udbudt. Det er tilsyneladende en naturlov.
Mange er trætte af chefen og glæder sig til at komme hjem, så snart de er mødt på jobbet om morgenen. Christian Groes og Dennis Nørmark mener derfor, at chefen skal underlægge sig fællesskabet. Dermed tilslutter de sig Gary Hamel og Michele Zaninis, der med bogen “Humanocracy” har været med til, at man skal skrue ned for den storskrydende topchef og i stedet lade fællesskabet være den dominerende ledelseskraft i organisationen.
Ydmyghed er et ord, der går igen flere steder i “Gid min chef var høvding”, og det vil skabe en bedre organisation og glade medarbejdere ifølge forfatterne. Det er min væsentligste anke ved bogen: Der er for lidt om resultater. Derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at bogen var skrevet af en antropolog og en økonom og ikke to antropologer. Det vil give et bedre nuanceret billede af, hvad der er god, og hvad der er dårlig ledelse.
“
Det er lidt ironisk, at det internationale ledelsesaspekt fylder så lidt i bogen, som det gør
Det er lidt ironisk, at det internationale ledelsesaspekt fylder så lidt i bogen, som det gør. Det er nævnt, men det er her, at de store forskelle for alvor træder frem. God ledelse er ikke det samme i USA og i Danmark.
På en af siderne hører vi om kulturforskellene mellem Air France og KLM-medarbejderne, som er en del af en fusion. Nu ser det ud til, at SAS bliver en del af denne luftfartsduo, og her er der også udsigt til store kulturforskelle.
Der er også store forskelle mellem både dansk, norsk og svensk kultur på den ene side. Nu skal man arbejde sammen med to andre nationaliteter. Det kommer også til at give kulturelle sammenstød.
Jeg savner lidt mere om resultaterne, som kommer ud af ledelse. Det er bogens afgørende svaghed. Læseren er alligevel i godt selskab i nogle gode timer. Christian Groes og Dennis Nørmark er fremragende skribenter.
Fakta
Gid min chef var høvding
Christian Groes og Dennis Nørmark
Gyldendal
242 sider
Score: ** ** (4)